Når budskabet trænger igennem
Da 39-årige Toke startede i MI Support for omkring tre år siden, var det som koordinator for arbejdstilladelser. Her sikrede han, at entreprenørerne havde indtænkt de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger i arbejdet.
"Jeg har beskæftiget mig med alle faggrupper og fået et bredt indblik i mange forskellige arbejdsprocesser – lige fra hvordan man etablerer en kloak, til hvordan man bygger et hus."
Oprindeligt er Toke uddannet industrietekniker og produktionsteknolog, men gennem årene har han videreuddannet sig inden for sikkerhed og arbejdsmiljø.
I takt med at hans viden og erfaring er vokset, er Tokes ansvarsområde også blevet større, og i dag arbejder han 100% med sikkerhed som arbejdsmiljøkoordinator på mange forskellige projekter på værket. Her betragter han det som sin vigtigste opgave at sikre, at alle kan tage hjem fra arbejde i god behold hver eneste dag. Samtidig motiverer det ham, når snakken om sikkerhed faktisk bliver omsat til handling:
"Hvis en leverandør for eksempel på eget initiativ har indarbejdet nogle ekstraordinære sikkerhedstiltag, får jeg oplevelsen af, at mit budskab er trængt igennem," beskriver Toke.
Det er noget af det, han bedst kan lide ved sit arbejde – at føle, at han påvirker nogen i den rigtige retning og på den måde er med til at skabe en god sikkerhedskultur.




